Putin dyrker »grænseløst« venskab med Xi: Men Rusland er dømt til at tabe krigen, mener kinesisk topforsker

Krigen mellem Rusland og Ukraine har været katastrofal for begge parter. Den ender ikke foreløbig, men når den gør, er der ingen tvivl: Rusland vil være taberen. Præsident Vladimir Putin vil skulle levere Krim tilbage. Nederlaget vil være noget nær totalt, og det skal Kina vogte sig for. Omtrent sådan lyder en opsummering af en artikel, der i disse dage vækker stor debat blandt kina- og ruslandsanalytikere. Den er bragt i The Economist, et af Vestens mest ansete tidsskrifter, men forfatteren er alt andet end den sædvanlige ruslandskritiker. Der er tale om en kinesisk topforsker ved navn Feng Yujun, der indtil for nylig var prodekan ved Institut for Internationale Studier på Fudan Universitet i Shanghai. I dag er han professor ved Peking Universitet. Begge er blandt Kinas fineste uddannelsesinstitutioner. Hans artikel rummer ikke alene en vovet forudsigelse, men også en sjælden og hård kinesisk kritik af Rusland og Putin, særligt taget i betragtning, at Kina og Rusland har indgået et omfattende partnerskab. Nu konkluderer artiklen mere eller mindre, at Putins invasion var en fejl. Tager man det for gode varer, sår det dermed tvivl om partnerskabets fremtid. Ukraine kan »rejse sig fra asken« I artiklen peger Feng Yujun på fire grunde til, at Rusland vil ende med at tabe krigen i Ukraine: Ukraine har fremvist enestående modstandsdygtighed og sammenhold. Støtten til Ukraine er bredt funderet. Ruslands industrielle og militære kapacitet er begrænset som følge af eftervirkningerne fra opløsningen af Sovjet. Putin har haft magten så længe, at han er fanget i en »informationskokon«. Putin og hans folk har ikke adgang til pålidelig information og er ufleksible. Det står i kontrast til Ukraine, som er meget omstillingsparat. Det får Feng Yujun til at nå følgende konklusion: »Tilsammen gør disse fire faktorer Ruslands endelige nederlag uundgåeligt. Med tiden vil landet blive tvunget til at trække sig tilbage fra alle besatte ukrainske territorier, inklusive Krim.« »Dets atomkapacitet er ingen garanti for succes. Trak et atombevæbnet Amerika sig ikke ud af Korea, Vietnam og Afghanistan?« spørger forskeren retorisk. Og så er der Ukraine. De vil sandsynligvis kunne »rejse sig fra asken«, mener Feng Yujun, og de kan dertil se frem til at blive medlem af NATO og EU. Samtidig har Putins krig ikke forhindret en udvidelse af NATO, skriver Feng Yujun, snarere tværtimod. Organisationen er vågnet fra det, Emmanuel Macron har kaldt en »hjernedød fase«. Det er Sveriges og Finlands tilslutning et bevis på, mener forskeren. En fred i stil med Koreakrigen er nu usandsynlig, tilføjer Feng Yujun. Kritik trods censur Hvornår Putins nederlag kommer, melder artiklen intet om. Men ifølge Feng Yujun er det »usandsynligt, at krigen vil ende snart«. Krigen har dermed været »et vendepunkt for Rusland«, skriver forskeren, som peger på, at fremtiden kan byde på flere krige og trusler internt i Rusland. Det var sidste sommers Wagner-oprør et eksempel på. Nu risikerer Putins regime at blive yderligere destabiliseret. Udmeldingen er usædvanligt hård og har derfor skabt debat blandt analytikere. En af dem er vicepræsident for Carnegie Endowment og kinaekspert Evan Feigenbaum. »Det afspejler slet ikke Beijings faktiske holdninger og handlinger,« skriver han på X. Kaiser Kuo, en anden kendt kinaanalytiker, giver ham ret, og så alligevel ikke: »Det afspejler ikke Beijings holdning, men det fortæller os også noget om mulighederne for at diskutere den russiske aggressionskrig i den kinesiske strategiske klasse (sic).« Danske Claus Mathiesen fra Forsvarsakademiet har også delt artiklen på X, hvor han kalder den for »noget optimistisk, men værd at tænke over«. Også Anton Geraschenko, der er tidligere rådgiver for Ukraines regering, har delt artiklen med stor proukrainsk opbakning til følge. Omvendt har den kinesiske debattør Carl Zha gjort nar ad artiklen. »En ting, Kina ikke mangler, er såkaldte 'eksperter'«, skriver han på X, hvor han fortsætter: »Alle kinesiske libs (liberale, red.) deler den samme fetich for ydmygelser som deres modstykker i Vesten.« Også internt i Kina lyder der stor, men forudsigelig kritik. På den kinesiske nyheds- og bloghjemmeside Toutiao kalder en blogger Feng Yujuns argumenter for »blege og ynkelige«. En anden fremhæver, at The Economist er kendt som et kinakritisk blad, mens en tredje undrer sig over, hvorfra Feng Yujun ved, at Putin ikke har god information til rådighed. Bloggeren tilføjer: »Jeg råder de eksperter, der går ind for teorien om Ruslands sammenbrud, til at holde kæft! Ellers kan du blive brændt (sic).« »Uden grænser« Spørgsmålet er derfor, hvordan Feng Yujun kan slippe afsted med at være så kritisk over for Rusland. Ikke nok med at han lader kritikken bringe i et vestligt medie, så bor han også i et land med omfattende censur, og hvor støtten til Rusland synes bredt funderet set udefra. Men svaret er egentlig ganske ligetil, og det kan læses mellem linjerne. I sidste halvdel af sin artikel tager Feng Yujun fat på Kinas forhold til Rusland. Det er, som bekendt, »særligt«, »venskabeligt« og »uden grænser«. Sådan har præsident Xi Jinping og præsident Vladimir Putin sagt igen og igen, når de har mødtes, og så sent som denne måned var Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, på besøg i Beijing, hvor han skulle varme op til et forestående besøg fra Putin i Kina. Det skal ske i maj og vil være Putins første rejse i sin nye embedsperiode. Men ifølge Feng Yujun skal iagttagere huske på, at Kina og Rusland ikke nødvendigvis er enige om alting. »Kinas forhold til Rusland er ikke fastlåst, og det er blevet påvirket af begivenhederne de seneste to år,« skriver forskeren. Kinesisk logik I stedet for at se det som grænseløst mener Feng Yujun, at der er klare rammer, som adskiller de to lande. Et er, at deres samarbejde er »ikkekonfrontatorisk«. Noget andet er, at Kina ganske vist ikke har tilsluttet sig sanktionerne mod Rusland. Men de har heller ikke »brudt dem systematisk«, mener forskeren. Det vil vestlige iagttagere nok være uenige i, og mens USA har truet med sanktioner mod kinesiske banker, som menes at bistå russerne, har EU ramt Kina med sanktioner mod selskaber, som mistænkes at sælge krigsrelaterede varer til russerne. Det er ikke centralt for Feng Yujun, som også argumenterer for, at Kinas opkøb af Ruslands olie kan forsvares. Gjorde Kina ikke det, ville de globale oliepriser skyde i vejret, mener han. Kina gør altså på en måde verden en tjeneste, lyder logikken. Samme logik ligger til grund for Kinas forsøg på fredsmægling, der er er Feng Yujuns vigtigste pointe. »Det er ikke lykkedes, men ingen bør tvivle på Kinas ønske om at afslutte denne grusomme krig gennem forhandlinger. Dette ønske viser, at Kina og Rusland er meget forskellige lande.« »Rusland søger at undergrave den eksisterende internationale og regionale orden med krig, mens Kina ønsker at løse konflikter på fredelig vis.« Teksten er dermed en forsvarstale for den kinesiske linje, men også en advarsel til landets regering om ikke at lægge sig for tæt på Rusland. Ikke første gang Dermed stiller Feng Yujun sig sammen med en lille, men dog eksisterende skare af kinesiske forskere og embedsmænd, som tør sige den officielle linje imod. For vi ved, de findes. Det har blandt andre ruslandsekspert Alexander Gabuev beskrevet. Det er dertil ikke første og næppe heller sidste gang, Feng Yujun vover at kritisere Putin. Dermed viser Feng Yujun os to ting: Kina kan ligne en monolit udefra, men internt findes der debat. Udadtil er Kinas støtte til Rusland stor. Men der findes også bekymring over, hvor det fører hen. Der findes altså en grænse for Kina og Ruslands venskab. I hvert fald ifølge Feng Yujun. Alexander Sjöberg er Berlingskes korrespondent i Asien https://www.berlingske.dk/internationalt/putin-dyrker-graenseloest-venskab-med-xi-men-rusland-er-doemt-til